Bliv klogere på hvordan det er, at være vinterbader i Vinterbadeklub Aarhus Ø


Dette er til dig, som overvejer at blive vinterbader i Vinterbadeklub Aarhus Ø.

Måske har du aldrig vinterbadet før - måske er du rutineret og bare nysgerrig efter, hvordan det fungerer i vores klub. 

Om at vinterbade

Nogle vinterbader alene, andre i fællesskab. Hos os kan man begge dele - men vær dog altid opmærksom på sikkerheden.

Et godt råd er ikke at vente for længe på kanten af bassinet - det gør det blot endnu vanskeligere at komme i. Det gælder om ikke at tænke for meget, så går det nemmest. De fleste oplever et behageligt boost af energi, en genstart af kroppen og en følelse af at blive frisk efter et dyp. Varmen fra saunaen bagefter fuldender oplevelsen.

Hvordan gør jeg?

De fleste går i vandet, før de går i sauna, og de fleste tager flere dyp i løbet af et besøg i Havnebadet. Men det er helt op til dig selv. Spørg evt. de andre medlemmer, du møder, til råds. De vil helt sikkert gerne hjælpe og fortælle, hvordan de gør. Stille og roligt finder du så ud af, hvordan vinterbadning passer til dig. Der findes ikke en rigtig eller forkert måde at vinterbade på. 

En badetur kan f.eks. se sådan her ud:

  • Omklædning
  • Hurtigt dyp i vandet
  • Sauna i 15-20 minutter
  • Endnu et dyp i vandet
  • Sauna i 15-20 minutter
  • Et sidste dyp i vandet
  • Bad og omklædning

Hos os er badetøj obligatorisk. 

Hvornår skal jeg starte?

Er du sund og rask, kan du begynde at vinterbade hele året. Også om vinteren. De fleste vinterbadere vil dog anbefale, at du fortsætter med at vinterbade efter sommeren, så du og din krop vænner sig til "det kolde gys".

Vores åbningstider

Vinterbadeklub Aarhus Ø råder over Havnebadet fra 1. oktober til 31. maj. Åbningstiderne for medlemmer er hverdage fra 6.00-21-30 og weekender fra 13-21.30. Du bestemmer selv, hvornår du vil bade. 

Hvordan kommer jeg ind i Havnebadet?

Du får et siliconearmbånd til adgangssystemet. Det skal du skal bruge for at komme ind på Havnebadet og benytte sauna, omklædningsrum og toiletter. Armbåndet er er personligt og må ikke deles. 

Omklædning og toiletter

Vi har to indendørs omklædningsrum - et til damer og et til herrer - med brusefaciliteter. Samtidig har vi udendørs omklædningsbåse ved bassinet, hvor du kan opbevare dine ting, imens du bader.  

Saunaerne i Havnebadet

Der er to saunaer i Havnebadet. De er begge opvarmet i hele vores åbningstid, og der er plads til 20 personer i hver sauna. Du skal sidde på et håndklæde. Det er mest hygiejnisk og forlænger træets levetid. 

Sociale aktiviteter og fællesskab

Vinterbadeklub Aarhus Ø er en social klub for alle, der har mod på og lyst til at deltage i et fællesskab, der drejer sig om vinterbadning. Derfor kan man som medlem deltage i sociale aktiviteter gennem hele sæsonen - og du er selvfølgelig meget velkommen til at være med. Læs om de kommende aktiviteter i kalenderen

Vi kan desværre ikke optage flere medlemmer for sæsonen 2022/2023, men du kan tilmelde dig vores venteliste.

Har du flere spørgsmål, kan du læse vores ofte stillede spørgsmål eller sende os en mail på info@vinterbadeklubaarhus.dk

Vi glæder os til at se dig. 


Kontakt os på email: info@vinterbadeklubaarhus.dk

Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk