Hvordan vinterbader man?

Hvordan vinterbader man? Hvis du er ny vinterbader, er det måske et spørgsmål, du går og spekulerer over. I artiklen her giver vi dig vores bedste råd til, hvordan du kan komme flyvende fra start med at vinterbade.

Det er dejligt at bade om sommeren, men at bade om vinteren er noget ganske særligt. Det er der helt sikkert mange garvede vinterbadere, der er enige i – og forhåbentligt vil alle jer nye vinterbadere få samme følelse, når først I kommer i gang med at vinterbade.

Vinterbadning. Det lyder jo meget simpelt. Det går vel i bund og grund bare ud på at bade om vinteren, men hvordan foregår det rent praktisk? Der findes ikke én rigtig måde at vinterbade på. Hvordan, man ønsker at dyrke det kolde gys på, er nemlig en individuel sag. Hvis du er helt ny vinterbader, bliver du derfor nødt til at prøve dig frem for at finde ud af, hvilken vinterbadeform, der passer til dig.

 

 

 

Inspiration til din første vinterbadetur

  1. Her får du lidt inspiration, som du måske kan bruge.
  2. Hop i badetøjet i et af vores indendørs- eller udendørs omklædningsrum. Det er naturligvis også en mulighed at klæde om hjemmefra.
  3. Tag et hurtigt dyp i det runde bassin på 5-10 sekunder, og gå gerne i vandet frem for at hoppe i, så kroppen vænner sig til kuldechokket. Husk at trække vejret roooooligt.
  4. Tag dit håndklæde og gå ind i én af vores to saunaer. Sæt dig på håndklædet, læn dig tilbage og nyd varmen i 5-15 minutter. Hav gerne en vandflaske med, så du kan holde dig hydreret.
  5. Tag endnu et koldt dyp i vandet. De første gange, du vinterbader, er det en god idé at holde sig til hurtige dyp. Ifølge TrygFonden er de fleste vinterbadere ikke længere end 20-40 sekunder i vandet.
  6. Besøg saunaen igen.
  7. Tag et sidste dyp i vandet.
  8. Tag et dejligt bad, eller hop direkte tilbage i dit varme tøj.
  9. Besøg kaffestuen på Havnebadet, og tal med nogle af de andre medlemmer om oplevelsen.
  10. Nyd effekten, som badeturen har på din krop. De fleste vinterbadere oplever et behageligt boost af energi efterfølgende, som nemt kan gå hen og blive vanedannende.
  11. Gentag en anden dag :-) 

 

Alle vinterbadere er forskellige

Nogle vinterbadere…

  • hopper i vandet, andre går i.

  • bliver længe i vandet, andre laver ”teposen” med lyndyp.

  • bader med hue, handsker og badesko på. Andre bader uden.

  • bader tidligt på dagen, andre bader sent.

  • tager mange dyp, andre nøjes med ét enkelt.

  • bruger saunaen, andre gør ikke.

  • bader sammen med andre, andre bader alene.

Husk, at alle vinterbadere er forskellige. Det vigtigste er, at du holder dig sikker og gør det, der føles bedst for dig. Se TrygFondens gode råd til sikker vinterbadning her.

Rigtig god badetur!


Kontakt os på email: info@vinterbadeklubaarhus.dk

Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk