Projekt med Værdibørsen og Aarhus Kommune
Med støtte fra Euro Steel Fonden fortsætter samarbejdet mellem Vinterbadeklub Aarhus Ø og Aarhus Kommune og gør det muligt for særligt henviste borgere at vinterbade i Havnebadet.
Som et forsøg tilbød Vinterbadeklub Aarhus Ø og Aarhus Kommune i vinteren 2025/26 særligt henviste borgere muligheden for at tilmelde sig et vinterbadehold i Havnebadet. Erfaringerne var positive og med økonomisk støtte fra Euro Steel Fonden fortsætter holdet i den kommende vinterbadesæson.
Vinterbadeholdet mødes fast hver torsdag under ledelse af en fast tilknyttet omsorgsperson, der har til opgave at skabe trygge rammer om vinterbadningen og understøtte fællesskabet blandt deltagerne.
Om Euro Steel Fonden
Euro Steel Fonden støtter almennyttige og sociale initiativer, der gør en reel forskel for mennesker i området fra Aarhus til den dansk-tyske grænse. Gennem støtte til meningsfulde initiativer ønsker fonden at bidrage positivt til hverdagen for mennesker og fællesskaber i lokalområdet.
Om Værdibørsen
Værdibørsen er et fællesskab for førtidspensionister og fleksjobbere, hvor der er fokus på at skabe meningsfulde fællesskaber gennem netværk, relationer og gode oplevelser. Alle mennesker har værdi, og i Værdibørsen deles værdier, interesser og ressourcer på tværs. Det handler om at bringe den enkeltes kvaliteter i spil og skabe rum og muligheder for at opbygge relationer samt deltage i sjove, hyggelige og spændende aktiviteter.


